Træning og tilridning

Træning

Et træningsforløb starter med at rytteren/ejeren fortæller os om hesten og eventuelle problemer, som ønskes løst. Typiske opgaver kan være at lære hesten at tölte, gøre den mere følsom og lydig overfor hjælperne og at lære hesten nogle gode arbejdsmønstre, så den holder op med diverse undvigemanøvrer f.eks. at stoppe op, stikke af, skyde skulder ud og gå urent i gangarterne.

Vi danner os et indtryk af hesten og vurderer hvordan vi skal gribe træningen an. Vi tager udgangspunkt i den enkelte hest og arbejder med den intensitet, hesten kan klare.

Kommunikationsniveauet mellem ejeren og os er højt. På den måde sikrer vi os, at ejeren følger med i processen og fra sidelinien har en finger på pulsen.

Det er yderst vigtigt at ejeren får ærlige og forståelige meldinger for på den måde at kunne være med til at beslutte hvor meget der skal ofres på hesten.

Til ethvert træningsforløb hører en grundig vejledning af rytteren.

Tilridning

Vores mål er at udvikle glade, modige og velopdragne heste, der via en god start får mulighed for at udnytte deres evner.

Det vigtigste i en tilridningsfase er, at hesten bevarer gnisten og at den forstår, at den skal gøre det rytteren ønsker af den dvs. at hesten lærer at opfatte mennesket som leder / overhest.

Noget af det første hesten skal lære er at vælge træneren som sin leder. Dette gøres via forskelligt arbejde fra jorden. Hesten skal lære at søge godt frem både uden og med rytter. Den skal både turde, ville og tænke fremad. I den proces opbygges hesten styrke, balance og kondition samtidig med at dens selvtillid styrkes. Der opbygges et fælles sprog hest og rytter imellem og hesten lærer gradvis at reagere korrekt på hjælperne. Hesten gangsættes først når den er klar til det både fysisk og psykisk.

Det er af stor betydning for hestens glæde og vilje, at den så hurtigt som muligt kan rides ude i naturen. Langt de fleste af vores tilridningsheste er klar til at komme i skoven indenfor de første to uger.

Kurser ud af huset

Lotte kan bestilles til at afholde ridekurser i lokalklubberne eller andre steder hvor en flok rytter har behov for undervisning.
Hun fungerer også som dommer ved dyrskuer og vejledende kåringen og kan deltage som National kåringsdommer ved sådanne arrangementer.

Pris pr. dag ved max. 12 deltagere (ekskl. transport) 3.500,-






 
Kontakt til Stutteri Mjölnir
 
Opdateret den 23.7.2015